45 børn fra 16 lande gæster Frederikshavn Kommunes natur på sommercamp

Foto: Frederikshavn Kommune.
dato

Fra uge 27 byder Frederikshavn Kommune velkommen til 45 Junior Rangere fra 16 lande. Det er første gang en sådan sommercamp afholdes i Danmark.

Fredag 7. juli ankommer 45 Junior Rangere fra 16 lande til Møllegården i Voerså. Her skal de bo frem til 14. juli, mens de er på sommercamp i Frederikshavn Kommune. Sammen med de lokale Junior Rangere bliver Møllegården dermed base for 62 børn hele ugen.

I løbet af ugen vil børnene få flere forskellige naturoplevelser, spise mad fra bål og lære om naturpleje. Borgmester Birgit S. Hansen besøger Møllegården lørdag kl. 13, hvor sommercampen officielt åbner.

- Det er første gang, at de europæiske Junior Rangeres sommercamp skal afholdes i Danmark, så de lokale Junior Rangere glæder sig rigtig meget til at være værter, siger naturvejleder i Frederikshavn Kommune Bo Storm.

Junior Rangere lærer børn om natur

Junior Rangerne i Frederikshavn startede i 2017. Hvert år deltager omkring 18 børn og unge i et uddannelsesforløb om natur, hvor de til sidst bliver Junior Rangere.

Herefter er Junior Rangerne ambassadører for naturen, og de er med til at formidle viden om naturen i deres lokalområde og på deres skoler.

Kilde: Frederikshavn Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.