I Arena Nord blev Ungevalg 2025 afholdt, hvor lokale politiske kandidater mødtes med unge borgere i Frederikshavn Kommune i et forsøg på at vinde deres stemme. Det politiske engagement var tydeligt blandt de mange unge, der fik mulighed for at opleve demokratiets virkelighed og vise politikerne, hvilken retning de ønsker, kommunen skal bevæge sig i.
Kandidater fra de ni opstillede partier deltog og diskuterede med de unge om blandt andet fastholdelse og tiltrækning af unge, et bedre ungeliv samt partiernes mærkesager. Hver af de deltagende klasser kunne stille 1-2 spørgsmål direkte til politikerne, hvilket sikrede, at de unges holdninger og bekymringer blev taget alvorligt. Efter debatten afgav de unge deres stemme på det parti og den kandidat, de fandt mest overbevisende.
Dagen den 11. november blev dermed en fejring af demokratiet for i alt 884 elever fra 8., 9. og 10. klasse i Frederikshavn Kommune. Ungevalget er arrangeret af Frederikshavn Ungdoms Fællesråd (FUF), Frederikshavn Kommune samt Frederikshavn Kommunes Ungdomsskole.
Ungevalget 2025 var endnu engang præget af aktiv dialog, holdninger og et stærkt fællesskab blandt kommunens unge.