Når VendsysselDOX løber af stablen 11.–22. marts, bliver det tredje år i træk, at publikummer i hele Vendsyssel kan opleve nye, rørende og tankevækkende dokumentarfilm i lokale og nærværende rammer.
Festivalen er en del af Kulturalliancen mellem Hjørring og Frederikshavn kommuner, hvor et fælles fokus på filmområdet giver grobund for både samarbejde og stærke kulturoplevelser.
Årets festival har et klart mål: at endnu flere får øjnene op for den særlige nærhed og det fællesskab, der opstår, når man ser dokumentarfilm og deler oplevelsen med andre. Dokumentarfilm giver mulighed for at spejle sig, diskutere og blive klogere – både på verden og på hinanden.
På årets program tegner der sig en rød tråd med fortællinger om mennesker, passioner og modstandskraft. Filmene spænder fra store verdenshistoriske perspektiver til lokale miljøer og personlige kampe og rummer alle stærke historier, der lægger op til samtale.
Program og beskrivelser af de enkelte events samt tilmeldingsoplysninger findes på DOX:Danmarks fælles programside.